Diversitet skal på dagsordenen i byggebranchen
Ni ud af ti medarbejdere i byggebranchen er mænd, og den udvikling har stået stille de seneste ti år, viser tal fra Danmarks Statistik. I Kemp & Lauritzen tager de nu helt nye midler i brug, for at flytte virksomheden og medarbejdersammensætningen hen imod en endnu mere bæredygtig fremtid. Sammen med CBS Executive Fonden og CBS starter de et 3-årigt forskningsprojekt, i millionklassen, der skal belyse diversitet og inklusion i byggebranchen.
Sara Louise Muhr, professor på CBS og en af verdens førende forskere inden for diversitet, står i spidsen for projektet, der gennemføres som et case-studie af Kemp & Lauritzen, landets førende teknikvirksomhed. Formålet er at bidrage til øget diversitet og inklusion i byggebranchen, i samfundet generelt og ikke mindst hos Kemp & Lauritzen, hvor andelen af kvinder kun er på 8,4 procent. Det er dog ikke alene køn, der afspejler diversitet, men også seksuel orientering, religion, alder, etnisk oprindelse eller nationalitet, oplyser Thomas Thorsøe, der er HR-direktør i Kemp & Lauritzen.
"Det her er en stor udfordring for os i byggebranchen, hvor diversitet og inklusion ikke tidligere har været i fokus, hvilket er en skam. Masser af forskning viser, at diversitet giver mere produktivitet, skaber bedre resultater og øger arbejdsglæden hos medarbejderne. Og det passer rigtig godt til vores ambition i Kemp & Lauritzen, hvor vi vil være en af Danmarks bedste arbejdspladser," siger Thomas Thorsøe.
Han fortæller, at projektet på sigt har til formål at øge rekrutteringsbasen for virksomheden, så den bredere afspejler samfundets sammensætning. En ambition, der kan lykkes for Kemp & Lauritzen, hvis de formår at få afdækket især ledernes motivation for inkluderende ledelse, siger Sara Louise Muhr og fortæller:
"Vi forventer, at vores resultater forskningsmæssigt vil bidrage til en mere generel forståelse for, hvordan vi kan bryde med bias og diskrimination gennem ledelsesudvikling, frem for regelsæt. Og så er det vores forventning, at vi vil kunne bidrage med en række værktøjer og metoder, som byggebranchen og samfundet generelt vil kunne drage nytte af, i arbejdet med at sikre en mere inkluderende ledelse og mangfoldig medarbejdersammensætning," siger Sara Louise Muhr.
Kort om Sara Louise Muhr: Professor i Diversitet & Ledelse på Copenhagen Business School, Institut for Organisation. Hun er desuden Co-director for CBS Leadership Centre.
Kort om Kemp & Lauritzen:
Virksomheden leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. Kemp & Lauritzen har 2500 medarbejdere, og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i knap 140 år.