Ny direktør for Specialer skal hjælpe Kemp & Lauritzen videre med målet om at være Danmarks førende digitale og grønne teknikpartner

Kemp & Lauritzen er en moderne teknikpartner med fokus på digitalisering og grøn omstilling, der i dag spiller en afgørende rolle for væsentlige dele af samfundet. Den position skal Christian Bork Andersen hjælpe med at udvikle og videreføre, når han tiltræder stillingen som direktør for Specialer den 1. maj 2025.

Christian Bork Andersen kommer fra en stilling som Head of Northern Europe hos Nilfisk, hvor han har været ansvarlig for at udvikle og drive deres salg, service og kundeforretning på tværs af seks lande. I Kemp & Lauritzen bliver han en del af virksomhedens øverste ledelse, hvor han skal sikre den fortsatte udvikling af forretningsområderne i Specialer og samtidig bidrage til Kemp & Lauritzens samlede strategiske udvikling. Peter Kaas Hammer, der er adm. direktør i Kemp & Lauritzen, glæder sig til at få Christian med på holdet:

– I Kemp & Lauritzen har vi en viden, størrelse og rækkevidde, der betyder, at vi dækker hele paletten af tekniske ydelser og meget mere til. Vores rolle i den grønne omstilling og i omstillingen af energiinfrastrukturen er stor, og samtidig stiger kompleksiteten inden for bæredygtigheds- og digitaliseringsopgaverne, som ikke alle kan løse – men det kan vi. Med Christian ombord ser vi frem til at arbejde videre med vores mål om at være Danmarks førende digitale og grønne teknikpartner – og én af landets bedste arbejdspladser, siger Peter Kaas Hammer.

Christian Bork Andersen glæder sig til at blive en del af en virksomhed, der med flere end 9.000 kunder leverer teknikløsninger i alle skalaer og opererer i sektorer og brancher, der går på tværs af det danske samfund.

– Kemp & Lauritzen er på få år gået fra at være en traditionel teknikinstallatør til at være en grøn og digital teknikpartner, der hele tiden udvikler deres tekniske løsninger til gavn for kunderne, medarbejderne og samfundet som helhed. Det arbejde glæder jeg mig utrolig meget til at udvikle og styrke sammen med alle mine kommende kollegaer i Kemp & Lauritzen, der er kendte for at gøre sig umage og tage kvalitet personligt, siger Christian Bork Andersen.


Kort om Kemp & Lauritzen

Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. For at lykkes med den grønne omstilling er Kemp & Lauritzens tekniske løsninger i dag i høj grad drevet af data og digitale værktøjer. Virksomheden har 3.000 medarbejdere landet over og er ejet af Axel Muusfeldts Fonden, der investerer i Kemp & Lauritzens medarbejdere og i samfundet i øvrigt. Kemp & Lauritzen arbejder målrettet på at nå virksomhedens mål om at være én af landets bedste arbejdspladser med særligt fokus på sikkerhed, udvikling, fællesskab og plads til forskellighed.